Firmaprofil

Historien bag Uggelhuse-Langkastrup kraftvarmeværk.

Igennem halvfjerdserne oplevede Danmark at være presset rent energimæssigt. De olieproducerende lande i Mellemøsten opdagede den magt, som olievåbnet besad overfor de vestlige demokratier. Den ene oliekrise afløste den anden. De fleste husker vel stadig de bilfrie søndage. Det resulterede i at man for at udnytte gasfundene i Nordsøen ønskede at gøre Danmark uafhængigt energimæssigt.  

Nogle politikere og embedsmænds fostrede ideen om barmarksværker til lokal opvarmning, og strømproduktion, som også skulle medvirke til at gøre Danmark mindre sårbart. Der blev anlagt barmarksværker over det ganske land. Det førte til, at man tog fat på at etablere et varmeværk, som skulle dække Uggelhuse og Langkastrup. I starten var der 170 forbrugere, i dag er vi 193. Løfterne var mange dengang. 

Der blev lovet, at varmen fra det kommende værk til enhver tid, var billigere end at fortsætte med oliefyrsopvarmning. Også det rent miljømæssige kom i spil. Mange forbrugere var i den situation, at deres oliefyr fra halvfjerdserne, var i en forfatning, så disse oliefyr stod for at skulle udskiftes. Derfor valgte man den kollektive løsning. I starten, mens man fik tilskud til at lave strøm, gik det nogenlunde, men da disse tilskud faldt bort, steg priserne drastisk. En udvikling som fortsatte i tiden der fulgte, kombinerende med den voldsomme prisstigning sidste sommer, hvor husejerne i Uggelhuse og Langkastrup blev bragt til fallittens rand. 

Siden da, er der sket meget. Værket fik jo ved sidste generalforsamling i efteråret 2008 en anden bestyrelse, som er gået i gang med at driftoptimere værket. Det har bevirket, at der er indgået et tæt administrativt og driftmæssigt samarbejde med Gjerlev varmeværk. Bestyrelsen har som nævnt i nyhedsbrevet valgt at arbejde gratis, idet det er bestyrelsens opfattelse, at der ikke er råd til honorarer til en bestyrelse, så længe varmepriserne er så høje. Dog vil tabt arbejdsfortjeneste kunne dækkes.

Efter flere møder med elselskaber, valgte bestyrelsen at indgå samarbejde med Nordjysk elhandel, i tæt samarbejde med Gassum-Hvidsten. Aftalen skulle gerne på sigt, betyde en forbedret økonomi ved elsalg, og dermed gerne lavere varmepriser. Bestyrelsen har også fastlåst gasprisen, på en rigtig god og lav pris, som bevirker, at prisen for varme kan sættes ned endnu engang. 

Bestyrelsen satser desuden på, at kunne levere små aktuelle nyheder gennem PBS systemet, så forbrugerne hele tiden bliver orienteret om hvad der sker på varmeværksfronten. 

Bestyrelsen har desuden fået lavet en hjemmeside for værket.

Den findes på: Uggelhuse-Fjernvarme og Uggelhuse-Langkastrup kraftvarmevaerk.dk.

Hjemmesiden vil hele tiden blive opdateret med nyheder, og er desuden købt hjem gennem Dansk Fjernvarme, som er værkets brancheforening.  

Ved siden af alt dette, har værkets bestyrelse haft løbende kontakt til Energiministeriet og Randers kommune omkring de alt for høje varmepriser. I skrivende stund venter der et møde med Randers kommune vedrørende ophævelse af forblivelsespligten, som har vist sig, at være ikke så nemt endda, idet der kræves et projektforslag, hvilket vil koste temmelig mange penge at udarbejde.  

Vi har gjort energiministeren opmærksom på, at vi føler os urimelig behandlet, set i lyset af de løfter der i sin tid blev givet til forbrugerne under de små værker. Vi har også påpeget, at situationen omkring DAKA løsningen er urimelig, idet samfundsøkonomiske hensyn til elproduktion koster vore forbrugere muligheden for billig varme, hvilket i vore øjne også har en samfundsøkonomisk gevinst, som er væsentlig større end elproduktion.

Bestyrelsen er også af den opfattelse, at såfremt værket ikke kan drives rentabelt, så bør det af hensyn til forbrugernes økonomi lukkes, men det kræver en beslutning fra centralt hold, som det ser ud nu.